• Mit Speciale Projekt på Dyr-Natur projektet

Mit Speciale Projekt på Dyr-Natur projektet

.: PART 1 :.

Jeg er nuværende i gang med mit speciale i biologi og derfor er jeg i Sydafrika det næste halve år for at indsamle data og opleve et eventyr for livet. Formålet med mit projekt er, at beskytte store ikoniske træer fra elefanter i det afrikanske landskab, hhv. Marula og Knobthorn træer. Elefanter skal spise 200-300 kg om dagen og derfor er der en masse vegetation, som bliver ødelagt. Selvfølgelig skal de have lov til at spise, men visse midler bliver brugt for, at beskytte træer omkring camps og andre vigtige træer i økosystemet. De midler som jeg vil tage i brug er; at spraye hhv. chili og peber blandinger på træerne, sætte bikuber op (da elefanter er bange for bier, de er meget sensitive i deres snabler og omkring ørene), putte hønsenet omkring stammerne samt bruge solpaneler til elektrisk tråd omkring stammerne. Mine forventninger er så, at de træer som er beskyttet på den ene eller den anden måde vil blive påført mindre (eller ingen) skade end træer, som ikke er beskyttet og forhåbentligt vil jeg også kunne sammenligne de forskellige metoder og finde den mest effektive. Ydermere, vil vi prøve at gøre bierne til et bæredygtigt projekt i de lokale landsbyer, hvor materialerne for bikuberne vil kunne genindtjene sig selv ved salg af honning og bierne kan være med til at mindske konflikten mellem elefanter og mennesker.

Det er selvfølgelig også tid til fritid med lidt sjov og spas. Det står ofte på ture op i de nærliggende bjerge, hvor vi tager på forskellige hiking ruter og oplever den fantastiske natur. Det er forbløffende, hvordan den afrikanske bush kan ændre sig til en regnskov oppe i bjergene bare med en times kørsel. Derudover er der også muligheder for, at springe til på forskellige frivillige projekter i området, hvor der altid er brug for en ekstra hånd.

Jeg har indtil videre hjulpet til på to forskellige, det ene er, hvor vi kører ud og hjælper hunde i de lokale landsbyer. Borgerne kan komme gratis med deres hunde en gang om måneden, hvor vi hjælper til med loppebad, flåter og ormekure. Derudover hjælper vi også til med noget ekstra mad til hundene, da det ofte er svært for dem at forsyne deres hunde med andet mad end rester. Vi er også ofte nødt til at undervise dem i, hvordan de skal tackle forskellige sygdomme. Tit ser vi, at i den tro at hunden har for højt blodtryk, klipper de dem i ørene for, at lade noget af blodet løbe ud eller de smører olie på hunden for, at undgå flåter – olien kan dog resultere i, at hunden bliver forbrændt i solen på huden og prøver at slikke det af og derfor indtager det. Dette er ofte uforståeligt, hvorfor at de tror sådan nogle ting er løsningen, men det eneste man kan gøre er at tålmodigt forklare om nogle mere korrekte valg. Borgerne i landsbyerne har ofte ikke de samme midler og læring som vi har og gør ofte dette i god tro, men det er desværre uvidenhed.

Det andet projekt er en lille landsby, hvor man prøver på at komme op med bæredygtige og billige løsninger til hverdagens problemer. Hvad der fungerer i Europa, fungerer ikke altid i en landsby i Afrika og mange ting bliver man nødt til at bygge ud af fx genbrugsflasker. Lige nu hjælper vi med, at stille et aquaponics system op. Dette fungerer som et kar eller lignende med fisk i og over gror man diverse planter og grøntsager, og derefter kører systemet af sig selv og kan hele tiden bidrage med mad på den ene eller den anden måde.

.: FORTSÆTTES :.