Hej alle hjemme

I søndags ankom vi til et område med få huse, cirka 350 km fra Kathmandu. Her laver vi en slags frivilligt arbejde, vi skal renovere en skole – som virkelig også trænger til det! Der skal grundes, males, gøres rent og meget mere både indvendigt og udvendigt. Godt vi har næsten to uger til det, for der er nok at tage fat på. Børnene modtager undervisning i de andre lokaler, mens vi arbejder. De er helt vilde for at komme til at hjælpe os. Det er ret sjovt at se, hvor nysgerrige de er. De har jo aldrig set folk som os før, hverken dem eller forældrene. Folk i området her ser på os som om, vi er fra en anden planet, men alligevel er de meget søde og hilser og byder os også nogengange indenfor. Stedet vi bor er totalt omvendt fra alt tidligere, vi har jo boet på hoteller af nærmest europærisk standard.

Lige nu bor vi hos et kvindecenter, der øver sig i at dyrke moderne landbrug. Vi deler meget små værelser, hvor vi deler dobbeltsenge. Toiletter er ståtoiletter, og hvis vi er så trængende, at vi absolut skal have toiletpapir, må vi gå til en lille nærliggende landsby med bitte små butikker for at købe lidt servietter. Vi får ris og grønsager, morgen, middag og aften, som kvinderne laver til os, derudover får vi kogende vand til alle måltider, som er kogt over bøffel lort. Badet er foregår ved en vandpumpe, som de også vasker op ved, der er på ingen måde er afskærmet, så her skal du ikke være blufærdig. Vi bader mellem bøfler og høns. Internettet låner vi hos en mand, som kender kvinderne. Han bor i landsbyen med de få butikker, så der kan vi gå hen en gang i mellem. En af de større udfordringer er, at kvinderne slet ikke kan engelsk, så vi er hele tiden afhængig af vores guide, Santosh, som virkelig også er en god guide.

Det bliver vildt spændende de sidste dage, hvor vi får et større overblik over, hvor langt vi er, og hvilken forskel vi har gjort. Torsdag har vi en fri dag, hvor vi tager op til den større by Balba, som ligger en halv time væk. Her skal vi med den lokale bus, som bliver ret mærkeligt, fordi busserne hverken har faste tider eller stoppesteder. I stedet trutter de med sådan et meget larmende og særlig melodi. Så når man hører hornet/melodien er det bare at spurte ud til vejen og være klar.

Det bliver en kæmpe omvæltning, at komme tilbage til Katmandu, hvor vi får internet, bor på hotel, normale toilletter og bade, stressende trafik, butikker, andre turister, toiletpapir og igen en hverdag, hvor det eneste mulighed for at få mad er det kæmpe udvalg af restauranter.

Lige nu mens jeg lægger detter indlæg op står der 10-12 børn og voksne indenfor en meter og stirrer utroligt meget på, hvad jeg laver sammen med Nanna. De står bare også ånder os i nakken, meget grænseoverskridende på en sjov måde.

Log in with your credentials

Forgot your details?