I dag er det d. 12/3, hvilket betyder, at jeg skal afsted om 2 dage, 16 timer og 50 minutter!
Rejsen var på samme tid både vel overvejet og impulsiv, da det er noget jeg længe har villet, men beslutningen, valg af selskab og bestilling af rejsemål var udført på under en uge. Siden da har det ligget i baghovedet, uden jeg egentlig har tænkt videre over det, hvis man ser bort fra fakturaer der skulle betales, vacciner der skulle bestilles, og udstyr der skulle købes (shopping – yaay!).
Den sidste uge er det kommet tættere og tættere på, og jeg skal være ærlig at indrømme, jeg skifter mellem at glæde mig og være panisk angst (en følelse der sidst dukkede op ved min bacheloreksamen i starten af året). Jeg har aldrig gjort noget lignende (synes ikke charterferier falder i samme kategori som dette), og derfor er det nemmere for de negative tanker (om alt det der kan gå galt – og det er meget i mit hoved) at tage over end de positive. Det er nok ikke før flyet er lettet fra Kastrup, at jeg accepterer, at de næste to måneder skal tilbringes på den anden side af Jorden, væk fra alle bekvemmeligheder, hjemmevant mad (som bestemt ikke indeholder hverken ris eller chili – min mave kommer bestemt til at hade mig) og mennesker jeg kender.

Hvad glæder jeg mig så egentlig til, og hvorfor har jeg valgt at tage til Java og Filippinerne? Lige så snart jeg læste, at jeg kunne komme til at arbejde med rehabilitering af vilde dyr, var jeg solgt på Java. Jeg har en stor forkærlighed for dyr og tanken om at kunne gøre en forskel, samtidig med rejseoplevelsen, gjorde udslaget for mig. At Java (på det tidspunkt jeg bestilte) var koblet sammen med, synes jeg, den fedeste adventurerejse på Filippinerne, gjorde mig kun mere sikker i valget, da jeg også har valgt at tage to måneder ud af mit liv for at finde mig selv og ikke mindst udfordre mig selv. Trekking i rismarker, udforskning af flagermusehuler, rapelling i adventurepark og snorkling med hvalhajer – for slet ikke at tale om overnatning blandt lokale – virkede som det rigtige valg ift. at komme i kontakt med mig selv igen på godt og ondt. For det bliver helt sikkert lige så hårdt, som det bliver fantastisk. Jeg efterlader både kæreste og familie herhjemme, og som det store familiemenneske jeg er, ved jeg at hjemve kommer til at fylde meget; især når bekvemmeligheder som gode toiletter, ikke-stærk mad og tempereret klima ligger mange tusinde kilometer væk (ja, jeg er et luksusdyr, og det er bl.a. det der skal udfordres!). Jeg ser frem til at møde en masse søde og fantastiske mennesker på min vej, og jeg er sikker på, at jeg ikke vil være det foruden, når først jeg skal hjem igen.

Lige nu sidder jeg og kigger på min rygsæk og overvejer, hvor meget jeg har glemt, og hvor meget jeg kommer til at savne dernede. Hvad har de andre med, og hvad skulle jeg selv have tænkt på? Nøj, hvor kommer jeg til at savne mit glattejern, men når tøjet (på trods af at jeg kun har pakket tøj til 1-1½ uge) fylder det hele, så må der prioriteres; specielt når jeg har et helt hjemmeapotek med (bliver sikkert syg alligevel, men så er jeg da dækket ind).
Er efterhånden så klar som jeg kan være, og der er snart ikke andet at gøre end at smide rygsækken bag i bilen og køre til lufthavnen og få det der take-off overstået!

Log in with your credentials

Forgot your details?