Mount Trusmadi, dykkercertifikat, regn og paradis
2. indlæg af Emilie Olesen
Så er eventyret her på Borneo snart slut og det er med blandede følelser. Efter et måned på øen med en masse fede og oplevelsesrige dage så føltes det som om tiden er gået super hurtigt, samtidig med at man ikke syntes det kan passe at vi kun har været her i en måned! Så vi er alle ved at være klar til at tage videre til Bali eller hjem.
De sidste to uger har været fyldt til randen med dyr! Efter det frivillige arbejde med koraller tog vi videre til Sandakan. Her har vi besøgt et orangutang rehabiliterings center og set næseaber. Orangutangerne er simpelthen de kæreste væsener! De er lidt klodsede og sjove men med utroligt meget intelligens bag deres små søde øjne. Det var en rigtig fin oplevelse at se dem (Det er forresten muligt at adoptere en sød lille forældreløs orangutang hvis man er interesseret i det). Så har vi besøgte Bilit hvor vi sejlede ud til nomen landsby og blev indlogeret ved nogle private. 4 andre piger og jeg boede ved Mamma Siti som talte rigtig godt engelsk og var helt utroligt sød og lavede nogle rigtig gode banan-kage ting. Her tog vi på nogle timer cruises på forskellige tidspunkter af dagen og fik set en masse forskellige aber og også en vild orangutang! Vi har set krokodiller, ugler og mange flere forskellige dyr og oven i det en rigtig flot stjerne himmel. Vi gik også en “lille hyggelig tur” ind i junglen som udviklede sig til et sandt mudder mareridt men vi kom da alle hjem uden at sidde alt for meget fast. Efter Bilit kørte vi videre til Ranau hvor vi checkede ind i et longhouse og herefter stod den på vandring i trætoppene og hotsprings. Der var rigtig flot oppe i trætoppene og det var rart bare at kunne slappe af efter nogle meget aktive dage. Vi så en the park her og så besøgte vi et fiske spa, hvilket var meget anderledes end hjemme i Danmark! Det var kæmpe store fisk der skulle spise din døde hud og det føltes så underligt når de gjorde det. Det gjorde helt ondt nogen gange men mine fødder var da blødere bagefter end de var før men det var ikke meget vi kunne stå stille nede i vandet så det er nok begrænset hvor mætte de fisk blev efter et besøg af os. Som en lille overraskelse i programmet var der mulighed for at paraglide her så de fleste tog med ud for at prøve det og det var rigtig sjovt. En del var meget nervøse for at skulle lette men det ene øjeblik stod man på jorden og det næste svævede man afsted med bjergene som flot sceneri til turen. Vi fik også set den største blomster art i verden, Raffleshia, som blomstrede mens vi var der. Den var stor nok men ikke ret køn ?
Efter Ranau kørte vi tilbage mod Kota Kinabalu og på vejen stoppede vi i en botanisk have og så en masse forskellige plantearter. Desværre er blomstrings sæsonen for mange af deres orkideer først til maj og juni men vi fik set den mindst orkide i verdenen og den dyreste. Vi overnattende en enkelt nat i KK inden vi rejste videre mod Mountain Trusmadi. Her sov vi i shelter lignende huse med noget der mindede om bårer som senge. Man sover ikke så godt i dem så vi var i forvejen trætte da vejret syntes af det skulle spille os et puds. Det regnede og det regnede og det regnede! Vi var bange for at vi ikke ville komme til at kunne gå op af bjerget men efter lidt forsinkelse om morgenen kom vi da afsted. Og 5,5 time senere stod vi i camp 2, 4,2 km fra toppen. Det var en ret hård tur op med stejle stigninger og jungle til sidst men op kom vi da. Vi troede at nu kunne det da ikke blive meget værre… Men vi var unge og dumme og vidste ikke bedre. Vi gik i seng ved 19 tiden og stod op igen kl 00, rystende af kulde (ja det er muligt på Borneo) for at skulle gå der sidste stykke op. Og så begyndte de sidste kilometer – med 90% stigninger og jungle. Vi kunne desværre ikke komme helt top top 2 da det havde regnet for meget, men vi var på top 1 som du 600 meter under top 2. Så vi var Ca 2 km oppe. Herefter så vi en flot, omend skyet, solopgang for så at gå ned igen. Og 7 timer senere var vi alle nede ved bunden igen – safe and sound men med meget ømme ben. De næste par dage lød vi som en pensionist at bus på tur sådan som vi knirkede og klagede over vores ømme muskler ? Vi fik hængt alt det våde til tørre (hvilket var alt) og fik et bad og så begyndte man at føle sig lidt menneskelig igen.
Efter bjerget tog vi tilbage til KK og videre ud til Sapi Island og Padang point. Og det var lige hvad vi trængte til! Det var hvide sandstrande med blåt vand og masser af tid til at hygge. En del af os havde valgt at tage et dykker certifikat så vi brugte tiden på, det men det var også en rigtig flot oplevelse. Vi fik set en del forskellige fisk bare på vores prøve dyk. Det var meget individuelt hvordan man oplevede det at dykke og der var også nogen som sprang fra undervejs da det bare ikke var noget for dem alligevel, men det ved man ikke rigtig før man har været i vandet. De sidste dage har vi brugt i KK og vi rejser herfra i morgen med en masse gode minder, vilde oplevelser og med en masse grænser der er blevet rykket. Så er vi ellers klar til de nye eventyr der venter på Bali!
