Hvalsafari og hjem til Danmark

Så skulle vi til Puerto Lopez for at se på hvaler. I første omgang var det lidt tvivlsomt om vi kunne komme afsted, da en vulkan, i en af byerne vi skulle igennem (Baños), var gået i udbrud – men det løste sig og vi kom afsted!

Busturen er over et halvt døgn lang, så der er massere af tid til at få ømme lemmer – og til at lege lidt med gåder. Joonki formåede at stille en der drev os til vanvid og ikke før end efter vi steg af gav han mig nok hjælp til at løse den (sekunder før jeg blev sindsyg). 😉

Men vi skulle jo så have middagsmad efter vi længe havde ledt efter et hostel – og suppen var for mit vedkommende lækker mondongo-supper. Komave i suppe med sæbesmag… Hmm.. Der skulle jeg nok have valgt kylling.

Efter et par drinks om aftenen blev det lørdag og tid til hvalsafari. Puerto Lopez er særlig idet pukkelhvalerne immigrerer dertil hvert år fra sydpolen for at parre sig og føde unger. Det betyder at hannerne skal vise sig frem hvilket foregår ved at de springer – og det ville vi svært gerne se! Og det kom vi til at se! Normalt kan man følge hvalen i 45-60min og måske se 1, 2, 3 eller 4 spring.. Vi fandt en rask ung han der sprang over 80gange på de 60-75min vi var der, så vi var enormt heldige! Og sikke et syn! Wow!

Tilbage på Sacha Yacu fortsatte Julio og jeg med at lege synonym leg. Kanon spansktræning og hjernegymnastik. Og to af de engelske piger som var taget afsted i weekenden savnede stedet så meget at de kom tilbage og tog en uge mere. Ellers gik dagene med at fodre dyrene og tirsdag skulle der pakkes. Klump i halsen. Det var ikke rart. Og efter at vi havde fodret aberne en sidste gang onsdag morgen blev det tid til en sidste omgang karamelpopcorn inden der skulle siges farvel.

Det viste sig at en eller anden klaphat var igang med at skære løg, så mine øjne så lidt blanke ud – men det var nu altså heller ikke så rart at sige farvel. Måske der ikke engang var nogen ved at skære løg.

Da vi endeligt fik kæmpet os op af bjerget mødte vi Wonganitas pleje mor. Da Wonganita havde været en lille gris havde hun diet ved den her hund som dengang havde boet på Sacha Yacu.

Men vi kom med bussen og mange timer senere endte vi i Quito. Her var jeg ude at få nachos, burger og fritter – mmmhhhh!

Og næste dag var det så på tide at komme hjem af. Det viste sig at være meget mærkeligt at mellemlande i Amsterdam, da det gik op for mig nogle af alle de ting som selvfølgeligt er anderledes i Europa.

Eksempelvis er alle (de fleste) mennesker hvide.. Og langt størstedelen af alle mennesker snakker ikke sammen når de eksempelvis venter på flyet – de sidder med hovedet i deres smartphone. Jeg kommer da nok også til at savne at man hilser på hinanden på gaden – uanset om man kender hinanden eller ej. Eller at kunne få er måltid (morgen, middag eller aften) til 2,5$ (maks) på en restaurant – knap 15kr. Derudover skal jeg også lige vænne mig til at man må smide toiletpapir i toilettet igen – vildt mærkelig følelse. Og at jajaja ikke længere betyder hahaha. Og nu skal jeg jo så også til at sove alene igen efter 4mdr. på diverse sovesale.

Men hjem til Danmark kom jeg – og mor, far, brødre, farmor, farfar, faster, onkel og fætter var mødt op med banner, flag og champagne for at byde velkommen (TAK!) – det var smadder hyggeligt! Og hjemme igen var der lækker mad (med kød!).

Sikke dejligt det er at være hjemme! Jeg savner alle dem og det jeg måtte efterlade i Ecuador – men jeg savnede jo også min familie (og venner) da jeg var der – så det er jo sådan det er når man rejser.. Det er jo egentligt en god ting at det er værd at savne 😉 Ligesom de 6kg jeg har efterladt i Ecuador. Bummelum. Der kan man bare se. Men vægten er ret enig med sig selv hver gang – så det er vidst ikke en fejl.

Men godt hjemme igen, og tak til alle som har tager sig tid til at følge med her på bloggen i ny og næ, det har været kanon hyggeligt at vide.

Mange hilsner, Morten 🙂

Leave a Comment

Scroll to Top