Danseshow, Angkor Wat, Khmer wrestling, vinplantager, S21

Her kommer endelig sidste opdatering fra Cambodia (det var vidst også på tide). Tiden går alt for stærkt og det er længe siden sidste opdatering, derfor vil denne blog måske også fremstå lidt kortfattet, da vi har oplevet så meget.
Siden sidst har vi set det verdensberømte Angkor Wat, en af de ting som står på listen over hvad der skal ses. Det var en stor oplevelse, men vi havde lidt svært ved at koncentrere os, da man går rundt i 40 grader med dækkede skuldre og knælange bukser. Føj, det var så varmt! Og hele Angkor Wat park er så stor og fuld af smukke stentempler, men også fuld af blitzglade kinesere, som man i længden blev lidt træt af. Om aftenen var vi ved en KÆMPE buffet og så klassisk Khmer danseshow. Derudover oplevede vi et krigsmuseum i Siem Reap. Her blev vi vist rundt af en tidligere soldat, som viste os hans sår fra Pol Pot regimet: et amputeret ben, et løst knæ og adskillige kugler i kroppen. Her fik vi lov til at holde geværer fra krigen og så de tanks, som de brugte – og her fik vi den bonusinfo at hans vens knogle stadig lå på den ene tank. Så makabert!
Efter Siem Reap tog vi videre til nogle mindre byer, hvor vi blandt andet så Khmer wrestling. Dét var en oplevelse for sig! Det går ud på, at de to og to først danser rundt på madrassen til trommemusik (noget der mest af alt minder om abedans), hvorefter en klokke lyder, og de går til angreb på hinanden. Eller det vil sige, at det er rimelig tydeligt, at det er aftalt spil, da deres reaktioner var rimelig tydelige og de to sekunder efter er oppe på benene igen. Men underholdende, det er det! Derudover har vi været ude at se vinplantager, palmesukkermarker og små landsbyer, hvor de levede af at lave keramik med ler oppe fra bjerget.
Dernæst gik turen til Phnom Penh. På vejen besøgte vi Oudong, som er den gamle hovedstad i Khmer. Her besteg vi et bjerg, for at komme op til den stupa, hvor Buddhas aske ligger. Og selvfølgelig gik Thy, vores meget religiøse guide, helt amok. Der skulle først gåes tre gange rundt om stupaen med samlede hænder og mærkelige tilbedelser. Dernæst skulle der gåes ned på knæ og laves alle mulige rullefald i templet for de 1000 buddhaer. Og så var vi ellers klar til Phnom Penh, den rigtige hovedstad! Vi fik nærmest et chok da vi kom derind. Aldrig havde nogle af os været i så stresset en by. Det var nærmest en umulighed at komme over vejen – det galt bare om at tage beslutningen og gå fast besluttet over på den anden side, og håbe på ikke at blive ramt af en motorcykel. I Phnom Penh var vi på sightseeing og så blandt andet paladset, hvor gulvet var lavet af sølv og væggene af guld – sindssygt flot! Derudover var vi ude at se Killing Fields, som vi ikke ligefrem så frem til. Det var et af de steder, hvor Khmer Rouge tog uskyldige mennesker ud og slå den ihjel – langsomt og pinefuldt. Her var mange massegrave og på stierne var der stadig knogler og tøj fra ofrene, som man bogstaveligt talt gik ovenpå. Vi så også det træ, hvor små børn var blevet taget i benene og slået ind i til de døde. Det var rigtig uhyggeligt og vi kunne slet ikke forstå, hvordan noget menneske kunne få sig selv til at gøre sådan noget. Derefter tog vi til S21, som var en slags koncentrationslejr for de mennesker, som regimet havde på fornemmelsen havde hemmelige oplysninger. Her blev de tortureret hvor dag på grummeste vis. De boede i bitte små rum, hvor der stadig lå blod på gulvet. Ud af flere tusinde var der kun 7 der overlevede, 2 af dem er stadig i live – vi var så heldige at møde dem. De var de sødeste mænd, og meget modige at de kunne snakke om det så åbent, på trods af at deres stemmer skælvede ved minderne om, hvad de havde været udsat for.
Undskyld hvis stemningen i denne blog er blevet lidt sørgelig (det har den været nødt til, da det er en stor del af Cambodias og Phnom Penhs historie). Men nu går vi videre til noget mere muntert! Efter hovedstaden var vi et lille smut i regnskoven, hvor vi legede med børnene og så/badede i nogle flotte vandfald.
Og så gik turen til den skønneste og bedste by nogensinde, Sihanoukville, hvor vi blev mødt af lækre hvide sandstrande, lækker barbecue, lækre buckets med alkohol og lækre fireboys. Ja, vi havde en skøn periode i Sihanoukville, og det gik lidt vildt for sig her 😀 Det er et sted, som vi vil savne rigtig meget – men også et sted vi helt sikkert vil komme tilbage! Det var her jeg tog mit PADI Open Water dykkercertifikat. Det var virkelig en sjov og spændende oplevelse! Her dykkede vi i flotte koralrev fuld af alle regnbuens farver og flotte fisk (lidt ligesom i Find Nemo). Man bliver helt bidt af det der dykning, så jeg kommer helt sikkert til at bruge mit dykkercertifikat igen (på min næste store rejse) 😀 For ja, jeg skal helt sikkert ud at rejse igen!!
Og det var så slutningen på 8 ugers uforglemmeligt program. Tiden er gået alt for stærkt, men vi har fået så mange dejlige minder og venskaber for livet. Vi vil altid tænke tilbage på denne periode i vores liv som noget stort, vidunderligt og helt gennemgribende fantastisk.
Nu sidder vi så (Lisa, Emma og Mette) på Phuket i Thailand, og ser frem til nye eventyr. Her har vi planer om tur til Phi Phi øerne, elefantshows, bungee jump, madkursus, snorkling, fest med andre fra Skandinavien og meget, meget mere. Derefter vil turen gå til Vietnam og hjem til Danmark.
– At rejse er virkelig at leve.
Hilsner fra tre eventyrlystne piger!

Leave a Comment

Scroll to Top